Pensionistforeningen

Vedtægter

Vedtægter for Føllenslev-Særslev Pensionistforening.

§ 1

Foreningens navn er Føllenslev-Særslev Pensionistforening og har hjemsted på formandens adresse.

§ 2

Formål:

a. Foreningens formål er at samle pensionister og efterlønsmodtagere om aktiviteter af oplysende, kulturel og social art.

b. Foreningen er upartisk i religiøse og partipolitiske spørgsmål.

c. Bestyrelsen bør, når et medlem føler sig forurettet i forhold til lovgivningen m.v., forsøge at hjælpe medlemmet til sin ret, evt. ved hjælp fra kredsen eller Sammenslutningen af pensionistforeninger i Danmark.

§ 3

Medlemskredsen:

a. Som aktive medlemmer kan optages enhver, der modtager pension, samt enhver der er fyldt 60 år.

b. Som passivt medlem (støttemedlem) kan optages enhver person eller virksomhed, som ønsker at støtte foreningens arbejde og formål og betaler et fastsat årligt kontingent. Passive medlemmer har ikke tale- og stemmeret på generalforsamlingen og er ikke valgbare.

Ægtepar eller samboende må helst ikke sidde i bestyrelsen samtidig.

§ 4

Generalforsamlingen:

a. Generalforsamlingen er højeste myndighed. Den afholdes hvert år i marts måned og bekendtgøres mindst 8 dage før den afholdes ved mindst en annoncering i medlemsblad eller ved skriftlig indkaldelse til hvert enkelt medlem.

b. På generalforsamlingen udpeger dirigenten en sekretær til at referere generalforsamlingens forløb. Referatet underskrives og godkendes af sekretær og dirigent.

c. Der vælges 7 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf 4 medlemmer vælges i lige år og 3 medlemmer vælges på ulige år samt 2 suppleanter, som vælges hvert år. Ligeledes vælges 2 revisorer, som afgår skiftevis hvert andet år, samt 1 revisorsuppleant, som er på valg hvert år.

d. Bestyrelsen vælger selv formand, kasserer, næstformand og sekretær ved konstituering.

e. Alle valg og beslutninger vedtages med simpelt flertal i bestyrelsen og på generalforsamlingerne. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

f. Generalforsamlingen er beslutningsdygtigt uanset de fremmødtes antal. Særlige regler for vedtægtsændringer, udmeldelse og opløsning: § 11 og 13. Alle afstemninger skal være skriftlige, hvis det forlanges.

g. Ændring af nærværende vedtægter kræver vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer.

§ 5

Dagsorden:

1.  Valg af dirigent

2.  Valg af stemmetællere

3.  Bestyrelsens beretning og orientering v. formanden - til godkendelse

4.  Foreningens reviderede regnskab fremlægges af kassereren - til godkendelse

5.  Forslag fra bestyrelsen - herunder kontingentfastsættelse, og indkomne forslag

     (indkomne forslag fra medlemmerne skal være formanden i hænde 4 dage før

       generalforsamlingens afholdelse).

6.  Valg af Bestyrelse

7.  Valg af Suppleanter

8.  Valg af Revisorer

9.  Valg af Revisorsuppleanter

10. Evt. valg af fanebærer plus suppleant

11. Eventuelt (forskelligt kan drøftes, men ikke vedtages)

§ 6

Ekstraordinær generalforsamling:

a. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 20 % af medlemmerne forlanger det og skriftligt motiverer det forslag, som de ønsker behandlet, og som skal være indsendt til formanden 1 måned før ekstraordinær generalforsamling ønskes afholdt.

b. Forslagene må ikke indeholde emner, som er i strid med foreningens formålsparagraf  (§2).

c. Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 7

Forenings- og mødeledelse:

a. Bestyrelsen beslutter fordeling af ansvar, opgaver og kompetence.

b. Sekretæren fører forhandlingsprotokol ved alle møder og sørger for underskrift af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer ved næstfølgende bestyrelsesmøde. Protokollen skal være autoriseret og have nummerering af siderne. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når denne finder det nødvendigt, men mindst 4 gange årligt eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer anmoder derom med angivet motivering.

c. Bestyrelsen hæfter ikke økonomisk.

d. Foreningens fane er dannebrog. Den paraderer ved foreningens fester og dersom dette ønskes ved afdøde medlemmers begravelse. Generalforsamling vælger fanebærer.

§ 8

Bestyrelsens beføjelser:

a. Kassereren sørger for alle ind- og udbetalinger og fører skriftligt regnskab med bilag herfor.

b. Bestyrelsen bestemmer udgifternes størrelse ved rejser, kredsmøder, kurser og kongresser m.v., samt møde- og repræsentations- og telefongodtgørelse o.s.v. Foreningens formue og driftskapital skal være indsat i pengeinstitut.

c. Bestyrelsen har ret til at nedsætte forskellige udvalg.

§ 9

Kassererens og revisors forpligtelser:

a. Kassereren aflægger det reviderede regnskab på de ordinære generalforsamlinger til godkendelse, og holder bestyrelsen orienteret om økonomien på bestyrelsesmøderne. Kassereren anviser bilag til udbetaling efter formanden har attesteret bilagene.

b. Revisorerne har ret til uanmeldt revision. Ved al revision skal formanden så vidt muligt være til stede. Regnskabet følger kalenderåret.

§ 10

Eksklusionsmulighed:

a. Dersom et medlem forsøger at undergrave sammenholdet i foreningen, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende, indtil ordinær generalforsamling, hvor medlemmet har ret til at fremføre sine synspunkter før endelig afgørelse træffes af generalforsamlingen. Begge parter kan søge bistand hos kredsbestyrelsen ved tvivlsspørgsmål.

Til bilæggelse af uoverensstemmelser i en forening kan kreds- eller hovedbestyrelse indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 11

Hovedorganisation:

a. Bestyrelsen har ansvar for at foreningen er tilsluttet kreds og “Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark”, som har forhandlingsret til ministerier m.v.

b. Medlemskabet er bindende for 1 år ad gangen, og udmeldelse skal ske skriftligt til Kredsformanden og Sammenslutningens hovedkontor med mindst 6 måneders varsel til en 1.ste januar.

c. Udmeldelse skal være vedtaget på 2 generalforsamlinger i lokalforeningen med dette punkt på dagsordenen med mindst 14 dages mellemrum, og skal være sket med 2/3 majoritet af de fremmødte stemmeberettigede på begge generalforsamlinger.

d. Kopi af dagsordenen til generalforsamlingen skal indsendes til Kredsformanden mindst 14 dage før generalforsamlingerne afholdes, idet en uvildig person fra Kredsbestyrelsen/konsulent og/eller Hovedbestyrelsen har ret til at deltage, og har taleret, men ikke stemmeret.

§ 12

Vedtægter:

Foreningens vedtægter og beslutninger må ikke være i strid med kreds- og landsvedtægter, hvorfor disse 2 sæt vedtægter altid bør være kendt af bestyrelsen.

§ 13

Opløsning:

a. Hvis foreningen opløses (efter annoncering og vedtagelse som i § 11) overlades det til den siddende bestyrelse at træffe afgørelse om anvendelse af tiloversbleven formue, når alle forpligtelser til foreningen og hovedorganisationen er afholdt.

b. Formuen skal anvendes til sociale formål, som kommer pensionisterne til gode. Protokoller, revideret regnskabs- og arkivmateriale skal enten afleveres til et lokalt kommunalt arkiv (Byhistorisk Arkiv eller lign.) eller overgives til Kreds- eller Hovedkontoret for eventuel oprettelse af ny forening.

Vedtaget på Føllenslev/Særslev Pensionistforenings generalforsamling den 13. April 2007.